Nedenstående indlæg har været bragt i JYLLANDSPOSTEN d. 28.09.2017

Myndighedernes fremgangsmåde i havmøllesag er udemokratisk

Den demokratiske proces har været en parodi og spild af offentlige midler og godtroende borgeres tid.

JENS KIRK, FMD. FOR FOLKETINGETS ENERGIUDVALG 2007 – 2011

Dette er fortællingen om, hvordan Folketinget i den grønne omstillings hellige navn beslutter sig for den mest omfattende ødelæggelse af en 15 km lang kyststrækning langs Vesterhavet på Holmsland Klit fra Søndervig til Hvide Sande i forventning om besparelser på havmøllestrøm – en forventning, der nu i 2017 viser sig at være illusorisk, sådan som markedet for havmøller i 2016/2017 har udviklet sig.

105 øre for 1 Kwatt. strøm fra Anholt havmøllepark i 2010 var forløberen for tanken om de kystnære havvindmøller, da et bredt flertal i Folketinget 22. marts besluttede at nedsætte en tværministeriel embedsmandsgruppe for at beskrive mulige placeringer af havmøller inden for 20 km fra kysten. Samtidig med at denne opgave går i gang, får Energistyrelsen lavet rapporten ”Kystnære Havvindmølleplaceringer – en vurdering af visuelle forhold ved opstilling af store vindmøller nær kystområder”, der udkommer i juni 2012.

Rapporten beskriver på objektiv vis konsekvenserne af at placere kæmpemøller tæt på land, og det er helt uforståeligt, at staten (embedsmandsudvalget) og Folketingsflertallet ser stort på de visuelle vurderinger i en rapport, der er bestilt og betalt af Energistyrelsen. Embedsmandsgruppen rapport kommer i juni 2012. Rapporten konkluderer uden nærmere begrundelse: ”F.eks. vil mindsteafstanden fra kysten til en 200 m høj mølle være fire km ud for byer og sommerhusområder.”

Hvordan de er kommet til denne konklusion, står hen i det uvisse. Rapporten beskriver overhovedet ikke de ganske alvorlige konsekvenser for de berørte kystområder, og Embedsmandsudvalget ser helt bort fra visualiseringsrapporten udgivet og betalt af Energistyrelsen. Rapporten bærer præg af at kunne være bestilt arbejde fra den ansvarlige energiminister Martin Lidegaard.

Rapporten sendes i høring 25/6 2012, men kun i to måneder, hvori sommerferien indgår. Den ekstremt korte høringsfrist i sommerferien muliggør ikke nogen bredere offentlig debat – men det har sikkert også været meningen.

I efteråret 2012 efter høringsrunden tager flertallet i Folketinget den heroiske beslutning,
der har vist sig at være langtidsholdbar og udpeger seks kystnære lokaliteter, herunder
Vesterhav Syd.

I juni 2013 bliver lov om vedvarende energi (VE-loven) ændret, så ejere af
beboelsesejendomme, der påvirkes af kystnære havmøller kan søge erstatning efter samme
regler og procedurer som for landmøller. Dette i erkendelse af, at kystnære havmøller tæt
på land vil påvirke ejendomspriser negativt. For at sikre lokal opbakning åbnes der for, at
lokale kan købe anparter. Købsmuligheden gælder dog kun for borgere med
folkeregisteradresse i den kommune, hvis kyststrækning ligger ud til kystnære havmøller.
Ca. 65 pct. af sommerhusejerne som kan blive berørt på Holmsland Klit bor ikke i
kommunen.

I januar 2014 igangsætter Naturstyrelsen og Energistyrelsen den lovbestemte VVM –
procedure ved offentliggørelse af oplægget. Af oplægget fremgår, at områdeafgrænsningen
for Havmøllepark Vesterhav Syd ikke er til diskussion. Under høringen fremkommer
mange med forslag om at rykke møllerne længere ud på havet for at undgå de visuelle
gener. Dette afvises med henvisning til folketingsflertallets beslutning. Men ifølge VVMreglerne
skal myndigheden inddrage offentligheden, før der træffes beslutning om et
projekt. Så allerede på dette tidspunkt i planprocessen er de statslige myndigheders
fremgangsmåde udemokratisk og i strid med intentionerne i VVM-reglerne – en
”skinproces”.

Maj 2015 offentliggøres VVM-redegørelsen for både hav- og landdelen af Vesterhav Syd.
VVM-redegørelsen er meget klar i forhold til de visuelle konsekvenser af den kystnære
placering. Således anføres bl.a.: ”De bærende træk i klitlandskabet vurderes ikke forenelige
med store tekniske anlæg, særlig på grund af det småkuperede terræn og klithedens
rumlige afgrænsning mod kysten, som de høje klitter skaber” og senere: ”Som
forholdsmæssigt meget store elementer (store havmøller) må forventes at få en meget
dominerende og visuelt forstyrrende indflydelse på”. Uanset disse alvorlige konsekvenser
beskrives der ingen afværgeforanstaltninger.

I november 2015 offentliggør de statslige myndigheder resultatet af de mange indsigelser,
der er fremkommet under høringen af VVM-redegørelsen. Der er tale om en total afvisning
af indsigelserne mod den kystnære placering. Begrundelsen for at afvise klagerne: Et flertal
i Folketinget har besluttet placeringen. Den demokratiske proces har været en parodi og
spild af offentlige midler og godtroende borgeres tid.

Efter afholdt udbudsrunde får Vattenfall i september 2016 retten til at opsætte 350
megawatt i Vesterhav Syd og Vesterhav Nord med en pris på 47 øre pr. KWatt., andre
lokaliteter opgives og samtidig offentliggør Vattenfall, hvordan man har valgt at placere de
ca. 20 stk. 189 m høje møller som to ”bananer”, de nærmeste møller kun godt fire km fra
kysten. Den æstetiske begrundelse fortaber sig! Den økonomiske begrundelse er derimod
åbenlys: Møllerne er placeret, hvor vanddybden er mindst, så funderingsomkostninger
minimeres. Den visuelle ødelæggelse er til gengæld maksimal ved at bruge hele den 15 km
lange strækning fra VVM-undersøgelsen til at placere møllerne. Men placeringen er i strid
med VVM-redegørelsen, hvori der står, at møllerne bør placeres længst ude i det screenede
område og i et let forståeligt mønster, hvilket heller ikke er tilfældet.

To måneder senere i november 2016 kan Vattenfall levere havmøllestrøm fra Kriegers Flak
til 37 øre pr. KWatt. Her skal staten stå for ilandsføringen. Ved Vesterhav Syd skal
Vattenfall klare dette. Ifølge Vattenfall gør dette, at strøm fra kystnære havmøller kun 1 øre
billigere. På dette grundlag er det utroligt, at forligskredsen i Folketinget ikke opgiver de
kystnære møller.

17. november 2016: I forliget om PSO indgår de kystnære havmøller. I december 2016
giver Energistyrelsen etableringstilladelse til Vattenfall på det foreløbige og skitsemæssige
offentliggjorte projektudformning, da et detailprojekt endnu ikke foreligger. Det synes
næsten som en blancocheck til Vattenfall.

Etableringstilladelsen giver anledning til mange klager til Energiklagenævnet, her de
væsentligste:

1) Energistyrelsens etableringstilladelse beskriver ikke, hvordan Vattenfalls projekt
konkret vil tage sig ud, der foreligger kun ufuldstændige visualiseringer.

2) Vattenfalls projekt er ikke i overensstemmelse med VVM-redegørelsens forudsætninger
om, at møllerne skal placeres i en velafgrænset gruppe.

3) Den til grund for etableringstilladelsen VVM-redegørelse opfylder ikke de krav til
indhold, som fremgår af gældende lovgivning, herunder inddragelse af offentligheden og
beskrivelse af alternativer og afværgeforanstaltninger.

6. februar 2017 indkalder Vattenfall og Energinet.dk til det lovgivne offentlige møde for at
orientere om projektet og mulighederne for at få erstatning efter værditabsordningen. En
mandag aften og ikke i en weekend som ønsket for at give de sommerhusejere, der bor
langt væk, en mulighed for at møde op. Mødet var en parodi af et møde at være, bl.a. med
mangelfulde visualiseringer.

Lettere frustreret over både Energiklagenævnets (ingen svar på klager) og Energistyrelsens
passivitet skrev jeg til Energistyrelsens direktør Morten Bæk følgende: ”Du ved, jeg ved,
hvad der står i VVM-redegørelsen mht. placering af Vesterhav Syd vindmøllepark, og
derfor, hvorfor påpeger Energistyrelsen ikke at redegørelsen skal følges mht. et let
forståeligt geometrisk mønster og ikke som vist i Vattenfalls plan, som jo nærmer sig
”worst case” og hvorfor ikke længst ude i det screenede område og så f.eks. i to rækker”

Her er direktørens svar til mig:

”Der er i etableringstilladelsen af 22/6 2016 vilkår om, at møllerne skal opstilles i et let opfatteligt geometrisk mønster og optræde i landskabet som en velafgrænset gruppe.

1) Energistyrelsen har med vilkåret ment, at vindmøllerne ikke må opstilles på en måde, som kan virke helt tilfældigt rodet, og at vindmøllerne opstilles i mønstre, som kan opfattes af øjet. Energistyrelsen vurderer, at det parklayout Vattenfall p.t. arbejder med, og som blev præsenteret på borgermødet om værditabsordningen i februar 2017 opfylder vilkåret om, at vindmøllerne skal stå i et let forståeligt geometrisk mønster.

Der er i etableringstilladelsen af 22/6 2016 også vilkår 4.7, hvor der står, at vindmølleopstiller skal tilstræbe, at der opstilles færre men mere højtydende møller, og det desuden skal tilstræbe, at møllerne placeres så langt som muligt fra kysten.

2) Det har været en forudsætning for udbuddet af de kystnære havvindmøller, at opstilleren skulle kunne anvende hele forundersøgelsesområdet til opstilling af havvindmøller. Vattenfall arbejder p.t. med et parklayout, hvor de anvender få højtydende havvindmøller, som er placeret tæt op af grænserne til forundersøgelsesområdet. Vattenfall har over for Energistyrelsen oplyst, at dette parklayout er det mest økonomisk fordelagtige.

3) Energistyrelsen vurderer, at det parklayout, som Vattenfall p.t. arbejder med, opfylder vilkår 4.7 i etableringstilladelsen af 22. dec. 2016.”

Min reaktion på Energistyrelsens direktørs svar:

1) At jeg mildest talt er meget forbavset. Det er Energistyrelsen, der er ansvarlig for VVM-redegørelsen og de vurderinger og konklusioner, der er fremlagt over de indkomne indsigelser.

2) Når Energistyrelsens direktør anfører, at den viste placering er den mest økonomisk fordelagtige for Vattenfall, så hopper kæden af. Vattenfall skal leve op til VVM-redegørelsen – dette er en del af kontraktgrundlaget, andet er krænkende for retssikkerheden – hvor er sagligheden?

Og så kan vi her i efteråret 2017 konstatere, at Energiklagenævnet endnu ikke efter otte måneders arbejde har fundet ud af, hvordan de skal behandle de over 500 indkomne klager fra januar 2017. Dette er helt uhørt – erhvervsminister Brian Mikkelsen burde gribe ind.