Energiklagenævnets opgave?
Hvad er i grunden Energiklagenævnets opgave? Det spørgsmål kan 300 klagere over Havvindmølleparken Vesterhav Syd med rette stille efter at have ventet på svar på klage i over ni måneder.
Er Energiklagenævnet regeringens, styrelsernes og vindmølleindustriens værn mod modstand fra borgerne, eller er det udsatte borgeres værn mod overgreb fra myndigheder og investorer, der uretmæssigt gennemfører projekter som ovennævnte uden hensyntagen til retsregler og almindelig anstændighed?
Vi er efterhånden mange, der mener, at nævnet ikke er en hjælp til at sikre berørte borgeres retssikkerhed.
Energistyrelsen har i ovennævnte sag på forespørgsel oplyst, at der kun er én klageberettiget, nemlig Vattenfall. Det skulle komme af, at kystnære havvindmølleparker skal behandles, som om der er tale om landbaserede vindmøller!!? Forundret?
Energiklagenævnet trækker tiden med utidige spørgsmål
I forsættelse af, at 300 berørte lodsejere har klaget over projektet til Energiklagenævnet, har nævnet i to omgange udbedt sig redegørelser om, hvorvidt en klager har en væsentlig og individuel interesse i sagen – det er velsagtens en juridisk teknikalitet for at trække tiden ud, mens Vattenfall ufortrødent kan fortsætte sit arbejde uden en endelig tilladelse. Spørgsmålet kan ikke besvares, fordi der er 4.000 lodsejere i samme situation.
Klagerne skal desuden redegøre for de miljømæssige forhold ved projektet, specielt omkring støj – helt præcist den lavfrekvente støj. Det er endnu ikke offentligt anerkendt, at lavfrekvent støj er farlig for mennesker, bl.a. fordi en anerkendelse vil kollidere med vitale politiske og erhvervsøkonomiske interesser.
Støj fra vindmøller har i mange år været undersøgt og diskuteret uden ærlige konklusioner, fordi der er modstridende vitale interesser. Når vindmølleparken står der, ved vi, at problemerne opstår og berørte borgere kan blive syge. På det tidspunkt griber myndighederne ikke ind, og ingen bliver stillet til ansvar. Det er der flere eksempler på. Ud over støjen er der tillige en lang række andre miljømæssige forhold, som ligeledes negligeres. Møllerne forurener havet i dets levetid og kabelføringen i land ødelægger bevaringsværdige naturområder.
Intet af disse forhold kan vi almindelige mennesker redegøre tilfredsstillende for. De lærde er fortsat uenige med hver deres dagsorden. Derfor er det også forventeligt, at de 300 indsendte klager i den sidste ende bliver afvist.
EU-domstolens praksis er ikke fulgt
Det vil ske, med mindre Energiklagenævnet vil erkende, at de involverede myndigheder i nærværende sag ikke har forholdt sig til og overholdt EU`s SMV-direktiv (miljøvurdering). Det kan betyde ugyldighed med den konsekvens, at planer og afgørelser, der er besluttet på grundlag af den pågældende retsakt, ligeledes er ugyldige.
Vor juridiske rådgiver oplyser, at iflg. EU-domstolens praksis har de nationale myndigheder pligt til af egen drift at påse, at EU-rettens materielle og formelle regler er overholdt. Det har de ikke gjort.
Moral?
Miljøminister Esben Lunde Larsen (V) har med sædvanlig frimodighed meddelt planlæggende kommuner, at de bare skal fortsætte arbejdet med nye vindmølleinstallationer, skønt de danske regler ikke er tilrettet EU- domstolens praksis og derfor er ulovlige.
Hvordan ser Energiminister Lars Chr. Lilleholt (V), Energistyrelsen og Energiklagenævnet på spørgsmålet. Er de ligeså frimodige som Miljøministeren? For os almindelige borgere er holdningen uforståelig og umoralsk.
Og så er Sortanden i stort antal vendt tilbage til området for den kystnære havvindmøllepark Vesterhav Syd -det fremgår af Ornitologisk Forenings seneste tælling 12/9 i år ved Nørre Lyngvig. Det må give panderynker i Miljøministeriet og i Energiklagenævnet – vi går ud fra, at Sortanden også her skal beskyttes!
Er det partiet Venstres liberale sindelag, der nu ender i ligegyldighed, ansvarsløshed og lovbrud?
Der er nu gået over ni måneder, siden klagerne over projektet skulle ligge på Energiklagenævnets bord. Der er endnu ikke truffet nogen afgørelse, og Vattenfalls kan ufortrødent fortsætte med projektet, skønt flere mener, at klagerne har et omfang, der forudsætter opsættende virkning.
På forespørgsel har Energiklagenævnet oplyst, at sagsbehandlingen tager tid, men at klagerne til den tid kan se afgørelsen på Nævnets hjemmeside. Det opfatter vi som en uforskammethed!
På grund af den manglende sagsbehandling og svar fra Energiklagenævnet og den fortsatte gennemførelse af det ikke endeligt godkendte projekt, har vi anmodet Folketingets Ombudsmand om at intervenere i sagen om Energiklagenævnets håndtering af vore klager. Vor juridiske rådgivere vurderer, at en afvisning af klagerne vil være retsstridig. Vi finder, at vores retssikkerhed er truet.
I Danmark har vi formelle regler for, hvordan borgernes retssikkerhed skal håndhæves. I praksis helliger målet midlet. Det er skammeligt!
oOo
Rådgiver, statsautoriseret revisor Preben Buur Nielsen, Stormkløven 14, Klegod, 6950 Ringkøbing (mobil 40295846)
Enig !
Men ikke KUN enig. Det er ikke kun ‘uanstændigt’ men ulovligmedderholdeligt !
Kunne VI ikke snart få en advokat indover …
Enig. Dette indlæg er delt på facebook. Håber at alle medlemmer og deres venner og familier har underskrevet på protesten inden Finansloven bliver vedtaget (omkring 10. november 2017) på: http://www.nej-til-kystnare-vindmoller.dk/
Hvem ser egentlig Preben Buur Nielsens glimrende, sammenfattende indlæg?
Det fortjener jo en rundtur i hele den danske offentlighed
Det viser jo meget nøje at alle som sædvænlig flygter fra deres ansvar. Sagen er set fra min stol det laveste niveau jeg nogensinde har set i en sagsbehandling ja har der overhovedet været nogen Alt hvad der kunne tælle som plus for borgerne fejres jo total af bordet Elvin Rasmussen
Ville være rigtig fint hvis det blev indrykket som læserbrev i feks. Jyllands Posten…… Samt tilsendt de politiskansvarlige i folketinget…
Bente og jeg har vores advokat ind over klagen til Nævnet – arbejdet her fra danner grundlag for indlægget
Utroligt godt indlæg og jeg er helt enig. I øvrigt en elendig sagsbehandling, hvor man også har gjort alt for at holde alle ikke lokale ejere af fast ejendom uden for almindelig orientering om forløbet.